Bios skal betale de 30 millioner tilbage
SYDDANMARK: Ambulanceoperatøren Bios skal betale 30 mio. kr. tilbage til Region Syddanmark. Det står klart, efter virksomheden fik udbetalt en måneds forudbetaling for meget, oplyser regionen.
Regionen siger, at fejltagelsen er et udtryk for forskellige tolkninger af kontrakten mellem Bios og Region Syddanmark og en fejl i regionens håndtering af regningerne. Fejlen betød, at Bios fik en udbetaling for meget i forbindelse med årsskiftet, da Region Syddanmark pludselig modtog - og betalte - to fakturaer.
Bios mente nu her i juli, at selskabet var berettiget til den ekstra måneds betaling, mens Region Syddanmark krævede pengene tilbage. Derfor mødtes parterne torsdag til et krisemøde. Efter mødet er Bios nu ifølge regionen indstillet på at betale pengene tilbage.
Rikke Vestergaard, der er koncerndirektør i Region Syddanmark, vil nu sætte gang i en grundig undersøgelse af forløbet.
Sjusk ingen undskyldning
- Det er simpelthen ikke godt nok, at der er sket sådan en fejl, og at den ikke er blevet opdaget før nu. Vi vil nu gennemgå hele forløbet og sikre os, at det ikke kan ske igen. Bios' sjusk med fakturaerne er ingen undskyldning for, at vi ikke fanger den slags tidligere i forløbet.
Bios-direktør Morten Hansen har forklaret TV2 Fyn, at den ekstraordinære betaling fandt sted i december og skyldtes, at regionen holdt juleferie og først åbnede igen den 6. januar 2016. Regionen korrigerede imidlertid ikke efterfølgende for det ekstra beløb på 30 mio. kr.
Over for Politiken oplyser Region Syddanmark, at Bios på grund af en presset økonomi har bedt om tid til at vurdere, hvor meget man kan betale tilbage nu og her.
Forretningsudvalget i regionen vil i næste måned tage stilling til det forslag om tilbagebetaling, som Bios kommer med.
Sagen om de for meget udbetalte millioner fra regionen kommer oven i et Bios-regnskab med et underskud på 42 mio. kr. før skat, og en uforløst tvist om cirka 30 mio. kr. i bodskrav fra regionen mod Bios, der ikke har opfyldt kontraktens krav om det nødvendige antal beredskaber. Bios har selv erkendt, at man har været hårdt spændt for likviditetsmæssigt i 2015, og det har været nødvendigt for de hollandske ejere at konvertere et lån på 37 mio. kr. til egenkapital.
I følge Region Syddanmark skete den ekstra udbetaling af pengene som led i afregningen for ambulanceberedskaberne i november og december 2015. Regionen skriver: 'Forløbet er som følger…:
BIOS fremsender en faktura for november, som Region Syddanmark ifølge kontrakten betaler forud 2. november 2015. BIOS fremsender endnu en faktura for november for et beløb, som Region Syddanmark betaler 1. december. (Denne faktura burde have været angivet som afregning for december.) BIOS fremsender igen en faktura, men denne gang for december, som Region Syddanmark betaler 17. december. (Det er således denne betaling, der ikke skulle have været gennemført.) Det er således tilsyneladende fejl i BIOS’ fakturabeskrivelser, og den efterfølgende manglende kontrol fra Region Syddanmarks side, der er skyld i den ekstra forudbetaling.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.